Gå til indhold

Holbæk-modellen

Se kontaktoplysninger
På Holbæk Sygehus er vi stolte af at have udviklet Holbæk-modellen, en effektiv behandlingsmetode af svær overvægt hos børn og unge.

Gennem over 10 år har Jens-Christian Holm, forskningsansvarlig og ledende overlæge i pædiatri (børnesygdomme), i fællesskab med sine kolleger udviklet en effektiv behandling af svær overvægt hos børn og unge - typisk 2-22 årige. Behandlingsmetoden, som har fået tilnavnet Holbæk-modellen, har allerede hjulpet tusinder med markante og varige vægttab og benyttes også på andre sygehuse og i kommuner over hele landet.

I alt har cirka 5.000 børn og unge været en del af projektet – og der er en kontrolgruppe med 3.000 børn og unge, der ikke har overvægt.

Holbæk-modellen er en familiebehandling, der fokuserer på børnene og de unge og skræddersyr behandlingsplaner. Fordi det er både vigtige, relevant og nødvendigt tager forældre og børn typisk disse behandlingspunkterne til sig og gør dem til deres egne valg og dermed selv definerer deres egne leveregler på sigt.

Med denne indsats reduceres graden af overvægt hos 65-85% af børnene samt deres forhøjede blodtryk, kolesteroler, fedtlever, søvnapnø og derudover forbedres børnenes livskvalitet, humør, kropsopfattelse, fysiske aktivitet og appetit.

”Der er særligt tre ting, der er vigtige at forstå. Det er, at man ser svær overvægt som en sygdom. Det er, at når man taber sig, så har kroppen et genialt system, der betyder, man lynhurtigt tager på igen. Det vil man, fordi kroppen opfatter det som farligt at tabe sin fedtmasse, så kroppen har et meget elegant hormonsystem til at genskabe fedtmassen. Og så er der hele pædagogikken om, hvad vi gør. Vores omsorg for dem bliver således til en egenomsorg, som de får for deres eget liv, og det gælder ikke kun børnene. Forældrene er så centrale i processen, at de oftest selv lægger deres liv om”, siger forskningsansvarlig Jens-Christian Holm.

15-25 enkle regler

Der bliver skræddersyet en behandlingsplan til hvert enkelt barn med typisk 15-25 ændringer, som bliver implementeret for både at reducere fedtmassen men også udvirke den bedst mulige barn- eller ungdom. Planen udvikles på baggrund af en samtale med barnet og forældrene omkring barnet og familiens aktiviteter og valg i hverdagen.

Blandt grundreglerne er, at barnet skal spise magert kødpålæg og skære ned på slik, snacking og fastfood hvis det indtages i større mængder. For eksempel skal frugt, kiks eller snacking om eftermiddagen i princippet erstattes af havregryn eller en rugbrødsmad.

Fysisk aktivitet er en vigtig del af behandlingen: Gå eller cykl til skole, gå gerne til sport eller idræt og bevæg dig efter skole med eksempelvis at gå ture, danse til musik eller lege.

Holbækmodellen vinder europæisk toppris

Holbæk-modellen vandt i november 2022 prisen for ”det bedste nationale uddannelsesprogram i Europa 2022”. Den prisvindende uddannelse er bygget op på Holbæk-modellen og består af kompetenceuddannelse samt en digital behandlingsplatform.
Jens-Christian Holm og hans kolleger har trænet mere end 1.000 sundhedsprofessionelle i over 80 kommuner i bl.a. Danmark og Norge i at behandle børn og unge med overvægt.
De sundhedsprofessionelle anvender i gennemsnit mindre end fem timer per patient per år.

 

Kontakt

Jens-Christian Holm, overlæge Børne- og Ungeafdelingen
Mobil: 26 20 75 33
Mail: jhom@regionsjaelland.dk