Gå til indhold

CT-skanning tyktarm

Se kontaktoplysninger
CT-skanning af tyktarmen (Colografi) foregår på Røntgen og skanning (Billeddiagnostisk Afdeling). Undersøgelsen kræver, at du forbereder dig inden. Det er vigtigt, at du læser informationerne på denne side.

Om CT-skanning

En CT-skanning er en røntgenundersøgelse, der ved hjælp af en computer fremstiller tværsnitsbilleder af kroppen og organerne. For at få det bedste resultat skal din tyktarm tømmes inden undersøgelsen.

Før undersøgelsen

For at opnå det bedste resultat af undersøgelsen skal din tarm tømmes inden undersøgelsen. Du skal derfor tage den tilsendte Picoprep/Citrafleet og Dulcolax/Toilax, som er medicin til udrensning, samt drikke kontrastvæsken.

Medicin

I forbindelse med undersøgelsen skal du tage Picoprep/Citrafleet til udrensning, som kan nedsætte eller forsinke virkningen af din medicin, fx p-piller. Du må tage din vanlige medicin og eventuelle afføringsmiddel, men gør det mindst 1 time før, at du drikker Picoprep/Citrafleet.


Har du en kendt nyresygdom, skal du kontakte os, da du skal have tilsendt et andet præparat til udrensning.

Tre dage før undersøgelsen

Du må ikke:
• Spise mad med kerner fx fuldkornsbrød, æbler, kiwi, vindruer, tomater, hørfrø eller andre former for kerner
• Drikke saft med solbær, blåbær eller hyldebær.

Hvis du tager jern- og/eller vitamintabletter, skal du holde pause med disse.

Det er bedst, hvis du spiser en let kost og dagligt drikker 2-3 liter væske. Dog skal du undgå mælkeprodukter.

Undersøgelsesdagen medregnes ikke i de tre dage.

To dage før undersøgelsen

Du må spise som ovenstående.
Kl. 18.00: Tag to Dulcolax/Toilax-tabletter.

Dagen før undersøgelsen

Kl. 8.00: Tag de sidste 2 DULCOLAX/TOILAX tabletter.
Til morgenmad og frokost må du kun spise de fødevarer, der er beskrevet her:
Morgenmad
• Kogt eller pocheret æg
• Hvidt brød (fx toast) med skrabet smør eller margarine
• Kaffe eller te (uden mælk)
Frokost (skal spises inden kl. 12)
• Kogt eller grillet hvid fisk eller kyllingekød
• Kogte kartofler uden skræl, hvide ris eller hvid pasta
• Hvidt brød

Efter frokost må du kun drikke klare væsker. Drik gerne forskellige væsker, fx vand, æblejuice, appelsinjuice (uden frugtkød), kaffe/te (uden mælk), sodavand (gerne sukkerholdig) eller bouillon uden fyld.

Kl. 17.00:Tag det første brev Picoprep/Citrafleet.Bland brevets indhold med 1,5 dl koldt vand og rør 2-3 minutter til blandingen ikke længere bruser. Drik minimum 1,5 liter klar væske i løbet af de næste to til fire timer.

Udrensningen begynder at virke en til tre timer efter, du har taget den. Sørg for at være i nærheden af et toilet.

På undersøgelsesdagen

Du må stadig ikke spise noget. Det gælder også tyggegummi, pastiller og bolsjer.

Du må drikke vand og tynd saft indtil to timer før undersøgelsen.

Du skal fjerne metalgenstande fx halskæder, piercinger, BH og trøjer/bluser med metal fra det område, der skal undersøges.

Fire timer før undersøgelsen
• Tag det andet brev Picoprep/Citrafleet. Bland brevets indhold i 1,5 dl koldt vand og rør 2-3 minutter til blandingen ikke længere bruser
• Drik 1 dl kold Gastrografin (kontrast) blandet med 4 dl vand.
• Drik herefter 1-2 liter vand eller tynd saft i løbet af de næste to timer.

Selve undersøgelsen

Undersøgelsen tager 30-60 minutter.

Når du bliver skannet, ligger du på et leje, der bevæger sig. Det er vigtigt, at du ligger helt stille, mens undersøgelsen laves. Du har god plads omkring dig. Personalet, der udfører undersøgelsen, vil være i kontakt med dig hele tiden.

Ved starten af undersøgelsen skal du ligge på siden på lejet. Du vil få ført et tyndt plastikrør ind nederst i endetarmen. Der bliver pustet luft ind i tarmen gennem plastikrøret. Du vil kunne mærke luften i tarmene.

Derefter bliver du CT-skannet to gange. En gang mens du ligger på ryggen, og en gang mens du ligger på maven.
Efter CT-skanningen bliver det bløde plastikrør fjernet, og du kan gå på toilettet

Efter undersøgelsen

Der er ingen forholdsregler efter undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen

Røntgen og skanning (Billeddiagnostisk Afdeling) sender svaret på undersøgelsen til den læge eller afdeling/ambulatorium, som har henvist dig til undersøgelsen.

Risici ved undersøgelsen

Til undersøgelsen bliver du udsat for røntgenstråler. Den stråling, du bliver udsat for ved en CT-skanning, svarer højst til nogle få års dosis af den naturlige baggrundsstråling.

Hvis du er gravid, eller hvis der er mulighed for, at du er gravid, er det vigtigt, at du kontakter os inden undersøgelsen. Et foster er særligt følsomt over for røntgenstråler,

Du kan læse mere om stråling og risici i Strålingsguiden https://www.sst.dk/da/udgivelser/2013/straalingsguiden---ioniserende-straaling

Kontakt

Adresse

Holbæk Sygehus

Røntgen og skanning (Billeddiagnostisk Afdeling )

Radiologisk Afdeling 13-2

Smedelundsgade 60

4300 Holbæk

Se kort

Find vej

Åbningstider

Drop-in røntgen af thorax:
Hverdage kl. 9.00 - 14.00

Ring til os

Tlf: 59484740
Mandag til Torsdag kl. 09.00-15.00
Fredag kl. 09.00-14.00


Skriv til os

Øvrig information

1 Maj
Lukket for planlagte undersøgelser og drop in røntgen