Ved at sende ultralyd ind i kroppen, kan vi lave billeder af feks. organer og fostre, der med det samme kan ses på en skærm.
Hvordan bliver et ultralydsbillede dannet?
Ultralyd er hurtigt svingende lydbølger. Mennesker kan ikke høre lyden.
Lydbølgerne, der sendes ind i kroppen med et ultralydshoved, bliver kastet tilbage fra det organ, der skal undersøges. Bølgerne registreres i ultralydshovedet. Ultralydshovedet er forbundet med en computer, der med det samme danner levende billeder, man
kan følge på skærmen.
Før undersøgelsen
Før nogle skanninger skal du faste eller have en fyldt blære. Det er for at gøre billederne så tydelige som muligt. Du får at vide, hvis der er nødvendige forberedelser til din skanning.
Hvordan foregår skanningen?
Du ligger på et leje. Området, der skal skannes, smøres med gelé. Geléen kan føles lidt kold til at starte med. Ultralydshovedet trykkes mod huden og føres rundt over huden for at få de bedste billeder.
Langt det fleste synes ikke, at undersøgelsen er ubehagelig.
Vævsprøve
I enkelte tilfælde er det nødvendigt at tage en prøve af væv ved undersøgelsen. Du får besked inden undersøgelsen, hvis det er tilfældet.
Kontraststof
Til enkelte undersøgelser er det nødvendigt at bruge et kontraststof.
Du får besked inden undersøgelsen, hvis det er tilfældet.
Kontraststoffet sprøjtes ind i en åre i armen. Stoffet indeholder mikrobobler, og er med til at give bedre billeder. Stoffet opløses i blodet og udskilles via lungerne.
Kontraststoffet giver som regel ikke ubehag. Enkelte gange kan stoffet give lidt kvalme, metalsmag i munden eller hovedpine.
Hvis du får kontrast, anbefaler vi, at du bliver 30 min. i afdelingen.
Hvis du oplever tiltagende bivirkninger, når du har forladt afdelingen, skal du kontakte egen læge eller lægevagten.
Hvis du får svære bivirkninger, fx tiltagende åndenød, besvimelsestendens eller anden tiltagende alvorlig påvirkning, så ring 112.
Er en ultralydsskanning farlig?
Nej, ultralydsbølger skader ikke vævet. Derfor bruger vi også ultralyd til undersøgelse af gravide.
Har du spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål inden undersøgelsen, så kontakt den læge, der har henvist dig.
Læs mere om ultralydsskanninger på www.patienthaandbogen.dk