Gå til indhold

Hvide fingre

Læs mere om hvide fingre, symptomer og årsager.

​Hvad er hvide fingre?  

Hvide fingre eller ”Morbus Raynaud” viser sig ved anfald af hvide, døde fingre, når man udsættes for kulde, for eksempel når man holder på et koldt bilrat eller koldt værktøj. Anfaldet kan ramme dele eller hele fingre, men sjældent tommelfingrene.
 
Når et anfald af hvide fingre er ovre, bliver de afløst af en blå-rødlig misfarvning ledsaget af en snurrende, prikkende fornemmelse i fingrene. 

Årsager til hvide fingre

De fleste mennesker med hvide fingre har symptomerne på grund af forskellige bindevævslidelser eller gigt. Hvide fingre kan også opstå som følge af langvarig brug af vibrerende håndværktøj, for eksempel slagboremaskine, vinkelsliber, betonhammer, kædesav eller buskryddere.  

Andre sygdomme på grund af vibrerende håndværktøj

Hvide fingre er den mest almindelige følge af vibrerende håndværktøj, men der kan også ske andre skader. Det kan være en beskadigelse af håndens nerver, for eksempel afklemning af den store nerve i håndleddet (karpaltunnelsyndrom) eller en skade på nervetrådene (polyneuropati). Ved særlig udtalt vibrationsudsættelse kan der opstå slidgigt i knoglerne.