Nyt, specialiseret tilbud til børn og unge med funktionelle lidelser
mandag den 28. september 2026

Smerter, træthed, svimmelhed eller maveproblemer. Det er nogle af de symptomer, som børn og unge med funktionelle lidelser rammes af, uden at det kan forklares ved en blodprøve, en scanning, andre medicinske test eller som kendt fysisk sygdom i øvrigt.
Flere danskere lider af funktionelle lidelser, og mange er så påvirkede, at det er svært at leve et almindeligt liv.
Nu etableres et regionalt tilbud til de børn og unge i Region Sjælland, som er ramt.
Den nye funktion ligger på Holbæk Sygehus og etableres efter prioritering fra Regionsrådet i Region Sjælland. Funktionen vil tage imod børn og unge fra hele Region Sjælland.
- Nogle børn og unge er så hårdt ramt af funktionelle lidelser, at de eksisterende tilbud ikke rækker. Derfor er jeg glad for, at vi politisk er blevet enige om at give patienterne et bedre behandlingstilbud. I sidste ende handler god og rettidig behandling om børnenes og de unges fremtid, siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen.
Mange faggrupper sikrer tværfaglig indsats
I det regionale tilbud indgår læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, psykologer, skolelærere og pædagoger i det team, som tager sig af patienterne.
Samtidig kommer afdelingen til at arbejde tæt sammen med børne- og ungdomspsykiatrien om patienterne. Det vil hjælpe med til at sikre den bedst mulige hjælp til den enkelte.
- Med denne prioritering kan sygehuset behandle flere patienter, og sikre, at dem, der er særligt hårdt ramt, nu har et sted at gå hen. Det vil hjælpe børn og unge, som ikke kommer i skole og ikke kan gå til fritidsaktiviteter, med at få et normalt børne- og ungdomsliv, siger regionsrådsformand i Region Sjælland Trine Birk Andersen
Alle børne- og ungeafdelinger udreder og behandler børn med lettere symptomer og en mindre påvirket hverdag.
Den regionale funktion i Holbæk gør det muligt at tilbyde hjælp til familier med børn og unge med mere udtalte symptomer, som derfor har behov for en mere specialiseret indsats.
Funktionen i Holbæk vil tilbyde både udredning og behandling.
Fakta:
- Holbæk Sygehus har efter politisk ønske etableret et regionalt tilbud til børn og unge med funktionelle lidelser
- Tilbuddet er forankret på Børne- og Ungeafdelingen på Holbæk Sygehus og dækker børn og unge med bopæl i hele Region Sjælland.
- Afdelingen samarbejder med Børne- og Ungepsykiatrien på Midt- og Vestsjællands Hospital.
- En funktionel lidelse kan give fysiske symptomer, der påvirker barnets eller den unges hverdag, uden at symptomerne kan forklares af en anden kendt og veldefineret diagnose.
- Tilbuddet blev officielt åbnet mandag den 28. september.