Praktik på Holbæk Sygehus
På Holbæk Sygehus lægger vi stor vægt på, at du får en god og tryg start på din oplæring. Du modtager velkomstmateriale i god tid, og inden oplæringen begynder, deltager du i en fælles introduktion i vores Læringslab.
På introduktionsdagen får du desuden mulighed for at besøge det afsnit, hvor du skal være i oplæring, og hilse på personalet. På den måde er omgivelserne kendte, når du møder ind den første dag.
I Læringslab har du sammen med din oplæringsvejleder eller AKU mulighed for at arbejde med bl.a. færdighedstræning og simulation. I LæringsLab har du også mulighed for at mødes med andre elever, arbejde med praktikkens tematikker samt reflektere over dine egne erfaringer.
Under dit praktikforløb afholder vi desuden to fælles faglige dage, hvor du får indblik i specialer, som ikke tilbyder praktikplads til SSA-elever på sygehuset.